Viden om europæernes holdninger sikret i sidste øjeblik

En stor bevilling fra Det Koordinerende Organ for Registerforskning skal fastholde viden om befolkningerne i Europas politiske holdninger og sociale vilkår. Hvert andet år udføres interviewundersøgelsen European Social Survey i alle lande. KOR har valgt at træde til med 4 mio. kroner, da der ellers ikke var finansiering til gennemførelse af undersøgelsen i år.

Det Koordinerende Organ for Registerforskning (KOR) har besluttet at betale for den syvende runde af European Social Survey (ESS), da undersøgelsen ellers var i fare for ikke at blive til noget i år. ESS er en fælles europæisk interviewundersøgelse, der kortlægger stabilitet og ændringer i sociale strukturer, leveforhold, og holdninger i Europa. Samtidig giver den svar på, hvorledes Europas sociale, politiske og moralske systemer forandres.

Formålet med undersøgelsen er at identificere ændringer i holdninger og adfærdsmønstre i Europas befolkninger, så man kan sammenligne udviklingen i landene og se, hvordan det står til i landene.

Foto: Torben Eskerud

Foto: Torben Eskerod

Formanden for KOR, Henrik Toft Sørensen, forklarer, at det er vigtigt for KOR at støtte den socialvidenskabelige forskningsinfrastruktur. ESS er en vigtig undersøgelse, fordi den har et meget højt kvalitetsniveau. Når Danmark har deltaget i de foregående seks undersøgelser, ville det både være et stort tab af viden om danskerne, men også et tab af en stor mulighed for at sammenligne danskernes holdninger med resten af Europas, hvis vi ikke længere er med i ESS.

Finansieringen sker i sidste øjeblik, for Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), der skal gennemføre undersøgelsen, skal nå at oversætte materialet og forberede en hær af interviewere, inden undersøgelsen skal gennemføres i efteråret.

Forskningsdirektør i SFI Ole Gregersen udtaler, at ”det er meget glædeligt, at finansieringen nu er på plads til den nye runde af ESS. Disse undersøgelser bliver flittigt brugt af forskere fra hele verden og ligeledes flittigt brugt af danske forskere og studerende inden for et bredt felt af det samfundsvidenskabelige område.”

Det ville være et meget stort tab af viden om danskerne, hvis undersøgelsen ikke var blevet til noget i år

Tidligere har EU finansieret undersøgelsens fællesudgifter, men nu er udgiften lagt ud til de enkelte medlemslande. Uden KORs bevilling på 4 mio. kroner, ville Danmark givetvis ikke længere være med i denne vigtige undersøgelse.

Undersøgelsen finansieres med penge, som KOR har fået bevilliget af Forskningsinfrastrukturpuljen fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, en bevilling der administreres af Statens Arkiver, hvor KORs sekretariat er forankret.

Yderligere oplysninger

Kontakt vedr. finansiering af undersøgelsen: KORs sekretariat ved specialkonsulent Jeppe Klok Due, jkd@sa.dk, 4171 7211

Kontakt vedr. undersøgelsen: SFI ved seniorforsker Torben Fridberg, tf@sfi.dk, 3348 0847

Mere information om ESS, se den danske ESS-hjemmeside: http://www.europeansocialsurvey.org/about/country/denmark/